Oplev blandt andre Katrine Bille læse eventyr!

Efterårsferie på KulturØen?

Af jakob.genz
30.09.20
Uge 42 byder på alt lige fra børneteater og jazz til krea-workshops og døgnlæsning!
 
Efterårsferien nærmer sig med hastige skridt og det betyder, for de fleste børn, en hel uges fri fra skole. Skal ferien tilbringes hjemme i år er det værd at kigge på bibliotekets arrangements-program for uge 42. Det indeholder nemlig sjove og hyggelige aktiviteter for både børn og unge.

 

Børneteater, Katrine Bille, manga og eventyrquiz
Efterårsferien starter med børneteater for de 4-10 årige, som kan møde den lille havfrue, der sælger sin stemme for at blive et menneske. Forestillingen spiller lørdag den 10. oktober kl. 10.30. Det koster 30 kr. og både børn og voksne skal have billetter.

Dagen efter, den 11. oktober, lægger den kendte børnetv-vært Katrine Bille vejen forbi KulturØen, hvor hun læser nogle af Brødrene Grimms eventyr højt for de 3-8 årige. Katrine læser højt kl. 10-11. Det er gratis at lytte, men billet er nødvendig. 

For de tegneglade 5-12 årige inviterer biblioteket på tegneworkshop i den japanske stil, Manga. Tegneartikler og materialer stilles til rådighed under workshoppen. Det er gratis at deltage og workshoppen er allerede udsolgt.

I hele uge 42 kan børn og barnlige sjæle gå på opdagelse i eventyrenes fantastiske verden på KulturØen og samtidig deltage i en quiz, hvor man kan vinde fine præmier.
For at deltage i konkurrencen skal det udfyldte svarark afleveres i kassen ved bibliotekarbordet i børnebiblioteket.

Jazz for børn
I forbindelse med børnejazzfestivalen JAZZ FOR KIDS spiller percussionisten Thomas Ousager koncert med mindst 80 percussioninstrumenter. Koncerten foregår mandag den 12. oktober kl. 14 og varer en time. Det er gratis at deltage, men nødvendigt at have en billet.

Læs i 24 timer
”Readathon” er navnet på et læsemarathon hvor unge mellem 13 og 20 år læser non-stop i 24 timer, fra tirsdag den 13. oktober kl. 12 til onsdag den 14. oktober kl. 12. Biblioteket sørger for underholdning undervejs, gode bøger og hygge i det hele taget. Det koster 80 kr. at deltage i Readathon, inkl. forplejning hele døgnet. Og du kan sikre dig en billet lige her!

Til alle arrangementer overholder vi myndighedernes retningslinjer vedrørende forsamlinger, afstand og hygiejne.