Skærpede restriktioner på Kultur- og Fritidsområdet

Skærpede restriktioner på Kultur- og Fritidsområdet

Af jakob.genz
26.10.20
Information fra Middelfart Kommune!

Regeringen har fra mandag d. 26/10 skærpet restriktionerne for at begrænse smittespredningen af COVID-19 i samfundet, hvilket også har betydning for kultur- og fritidslivet i Middelfart Kommune.

Forsamlingsforbuddet sænkes til 10 personer – dog fortsat max. 50 personer for aktiviteter for børn og unge op til 21 år

Størst betydning har forbuddet mod at forsamles mere end 10 personer. Det betyder, at foreningsaktiviteter, herunder træning/kampe/stævner kun må ske i klart adskilte hold/grupper af max. 10 personer inkl. træner/instruktør.  Der er dog en undtagelse for dette for idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år (inklusiv evt. ansvarlige personer over 21 år), som stadig må samles op til 50 personer.

Mange foreninger vil i starten af uge 44 modtage opdaterede retningslinjer fra deres respektive forbund efterhånden som de bliver udarbejdet for den enkelte aktivitet/idræt. Foreningerne skal derfor orientere sig via deres relevante forbund.

Svømmehaller og fitnesscentre må fortsat holde åbent og anvendes på tværs af aldersgrupper, så længe der er tale om ”individuelle aktiviteter”. Hvis der er tale om en samlet aktivitet/arrangement såsom holdtræning, må der maksimalt være 10 personer til stede.

Almindelig ophold eller færden på museer, biblioteker mv. betragtes ikke som en forsamling. Forsamlingsforbuddet gælder derfor kun, hvis man færdes i grupper af mere end 10 personer.

Siddende kulturarrangementer er stadig tilladt op til 500 personer

I lokaler, lokaliteter og arrangementer mv., hvor kunder, besøgende eller deltagere i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod en scene, biograflærred, bane eller lignende må der være op til 500 personer til stede. Det vil således stadig være muligt at gå i biografen, på museum, til koncert og andre kulturarrangementer. Det betyder eksempelvis, at en række arrangementer på Kulturøen i uge 44 gennemføres som planlagt.

Brug af mundbind

Fra torsdag d. 29. oktober skal personer over 12 år bære mundbind eller visir indendørs på kulturinstitutioner og idrætsfaciliteter. Kravet om brug af mundbind eller visir gælder ikke, når man sidder ned, eller hvis mundbind eller visir ikke kan bæres grundet aktivitetens natur (f.eks. ved badning, i forbindelse med omklædning mv.).

Kravet om brug af mundbind eller visir gælder desuden ikke for optrædende og udøvere m.v. under en kultur- eller idrætsaktivitet. Kravet gælder dog både før og efter optræden og udøvelse.

Kompensationsordninger og hjælpepakker

Regeringen lægger op til at forlænge en række hjælpepakker og kompensationsordninger. Det vil blive meldt ud, når dette er forhandlet på plads i Folketinget.

Flere oplysninger

Forvaltningen vil løbende sende opdateringer direkte til foreningerne via nyhedsbreve.

Yderligere spørgsmål kan sendes til enten fritid@middelfart.dk (fritidsområdet) eller bibliotek@middelfart.dk (Kultur- og Biblioteksområdet).